China Speed
I april lukkede jeg døren til en flyvende taxa bag mig i Guangzhou.
To sæder, ingen pilot, ingen styrepind.
Udenfor stod folk og filmede.
At jeg sad der, hænger sammen med en idé, der opstod godt et år tidligere i Belgien.
Og med en konkurrence, jeg deltog i uden at tænke videre over det.
I
En idé fra Belgien
I begyndelsen af 2025 var jeg to måneder i vores selskab i Belgien.
Andet land, andet team, andre arbejdsgange.
Netop derfor lægger man mærke til ting, man for længst overser derhjemme.
Idéen kom spontant.
Jeg skrev den hurtigt ned og pitchede den for mine kolleger.
Derefter fik jeg lov til at præsentere den for et publikum, jeg ikke havde regnet med.
Blandt tilhørerne sad Wendelin Wiedeking, Porsches tidligere bestyrelsesformand.
Det handlede om procesoptimering.
Vi vandt.
Præmien var ikke et diplom.
Præmien var en studierejse til Kina sammen med Porsche Consulting.
Opgaven: at finde ud af, hvad der egentlig menes med „China Speed“.
II
To dage i Hongkong
Fjorten timers flyvning, seks timers tidsforskel.
Den, der lander i Hongkong, er først vågen på det forkerte tidspunkt.
Den første espresso kom derfor ikke fra lobbyen, men fra kufferten – mere om det senere.
Vi havde to dage, før det gik løs med forretningerne.
Dem brugte vi.
Og det var varmt.
Over 30 grader og mere end 85 procent luftfugtighed – i april.
Efter ti minutter udenfor er man våd, uanset hvad man tager på.
Derfor er de to dage de eneste i denne beretning, hvor jeg ikke har skjorte på.
Man Mo-templet i Sheung Wan stammer fra omkring 1847.
Det er viet til to guddomme: Man Cheong for litteraturen og Mo Tai for krigen.
Pen og sværd, de to veje opad.
Under loftet hænger røgelsesspiraler, der brænder i to til tre uger.
Næste dag gik turen til Lantau.
Op til Tian Tan-Buddhaen fører 268 trin.
Figuren er 34 meter høj og blev færdig i 1993.
Over for ligger Po Lin-klosteret, som har stået på stedet siden 1906.
Foroven hænger skyerne lavt, forneden ligger havet.
Det var den sidste rolige dag i et stykke tid.
Om eftermiddagen kørte vi videre ud til klippekysten mod syd.
Man glemmer let, at det også hører til denne by.
III
China Speed
Greater Bay Area samler Hongkong, Macao og ni byer i Guangdong.
På cirka 56.000 kvadratkilometer bor der over 88 millioner mennesker.
Det svarer nogenlunde til Kroatiens areal, med flere indbyggere end Tyskland.
Indtil 1979 var Shenzhen et distrikt med omkring 30.000 indbyggere.
I 1980 blev det Kinas første særlige økonomiske zone.
Ved udgangen af 2024 boede der knap 18 millioner mennesker.
Man kan se på byen, at den er ung.
Nye uddannelsesinstitutioner, parker der er oplyste om aftenen, og byggepladser overalt imellem.
Man mærker tempoet på småting.
Kaffe kommer for eksempel med drone i Shenzhen.
Man bestiller, dronen flyver til afhentningsstationen, man taster en kode og tager bægeret ud.
Det er ikke længere et pilotprojekt dernede, men hverdag.
Vi kørte stykvis i biler uden fører.
Siden november 2025 kører der kommercielle robottaxaer i Guangzhou, Shenzhen og Beijing helt uden sikkerhedschauffør.
Man sætter sig ind bagi, foran drejer rattet af sig selv.
Og så var der producenten af de flyvende taxaer.
Modellen, jeg sad i, hedder VT35 og blev præsenteret i oktober 2025.
To sæder, otte meters vingefang, cirka 200 kilometers rækkevidde.
Otte propeller løfter den lodret, derefter overtager vinger og en skubbepropel.
Der er ikke lagt op til en pilot.
IV
Haller, modeller, skærme
Dagene lignede hinanden.
Op på hotellet, jakkesæt på, bus.
Om aftenen det samme baglæns.
Indenfor var varmen ikke noget tema.
I Shenzhen og Guangzhou er alt kølet ned – hotel, bus, produktionshal, restaurant.
I jakkesæt var det til at holde ud, så snart der var tag over hovedet.
I Foshan besøgte vi en industripark for robotteknologi.
På tavlen i receptionen stod, hvad der bliver bygget: 560.000 kvadratmeter, fem milliarder yuan i investering, sammen med Midea.
Ved siden af lå modellen, hvor hver hal allerede står.
Det, der optog mig, var ikke tallet.
Men hvor selvfølgeligt man dernede regner fra model til færdig hal.
Et par stationer længere fremme lagde to robotarme motordele fra sig.
Igen og igen, altid på det samme sted.
Producenten kommer fra Guangdong og er børsnoteret i Hongkong.
På en anden fabrik hang en væg af skærme i gangen.
Der kørte produktionen i realtid: kapacitet, takt, driftsstop.
Ikke på fabrikschefens kontor, men der hvor alle kommer forbi.
På et firmaområde lå en helikopterlandingsplads.
Et hvidt H på belægningen, lige ved indkørslen.
Den, der venter besøg fra luften, planlægger det åbenbart ind.
V
Om aftenen ved det runde bord
Der spises ved et rundt bord.
I midten drejer en glasplade, og man tager det, der lige kommer forbi.
Der er hverken forret eller hovedret, alt kommer bare efter hinanden.
Lokalerne er ofte private, med egen dør.
Man sidder sammen i to-tre timer.
Den egentlige del af mødet begynder sjældent før anden ret.
Ind imellem blev der tid til et par skridt gennem den gamle bydel.
Det, jeg især lagde mærke til de aftener, var én ting: hvor hurtigt der bliver truffet beslutninger.
Ikke hektisk.
Men uden den sløjfe, hvor en beslutning hos os først skal modne i tre uger.
VI
Hvad der var i kufferten
Jeg køber ikke noget nyt til en rejse.
Jeg havde tre ting med, der gjorde forskellen.
Den mobile espressomaskine
Efter fjorten timers flyvning er den første kaffe ikke et spørgsmål om nydelse.
Med maskinen i bagagen får jeg den på værelset, præcis som jeg kan lide den.
Og jeg står ikke i en lobby klokken seks om morgenen og venter.
Kuffertsættet i tre dele
Forretning og fritid på samme rejse, dertil to klimazoner.
Jeg tog den store og den mellemste kuffert med og havde det rigtige rum til begge dele.
Den lille fløj med som håndbagage.
Weekendtasken i canvas
I Kina kørte vi meget med tog.
Til én nat i en anden by slæber ingen en kuffert gennem banegården.
Præcis dertil er tasken: én nat, to skjorter, oplader, færdig.
VII
Hvad jeg tog med hjem
„China Speed“ lyder som hektik.
Det er det ikke.
Det, der går hurtigt dernede, går hurtigt, fordi nogen har besluttet det forinden, og fordi ingen bagefter rykker ved det.
Tempoet opstår ikke, når man gør.
Det opstår, når man beslutter.
Præcis det tager jeg med til ZINKE.
Hellere et lille sortiment, jeg står fuldt ud inde for, end en lang liste, jeg overvejer på ny hver uge.
Og en tanke mere:
Meget af det, vi her diskuterer som fremtid, er dernede for længst kundernes hverdag.
Man behøver ikke synes om det hele.
Men man bør have set det.
Pascal Zinke
Grundlægger af ZINKE